Optilogic udvikler en maskine der ved brug af billedanalyse og kunstig intelligens kan skrælle løg nænsomt og ressourcebesparende.
Udviklingen foregår i samarbejde DANA-Technology med støtte fra Food & Bio Cluster.
Næststørste i Europa
Spiseløg er den næststørste grøntsagsproduktion – målt i kg – i Europa, kun overgået af kartofler. I dag skrælles løgene enten ved hjælp af en masse arbejdere, der vender hvert enkelt løg og indfører det i en halvautomatisk skrællemaskine, eller ved fuldautomatisk ”abrasive peeling” – en proces hvor skrællen fjernes med sandpapir-lignende ruller, under tilførsel af en masse vand.
Vision mod asymmetri
AI og vision-teknologi vil med visuel genkendelse sikre en hurtig behandling af både ”perfekte løg” samt de asymmetriske løg, såkaldte dobbelt center løg. Disse løg fremkommer i år med tørke, hvor et midlertidigt vækststop bevirker, at løgene får et dobbelt center og derfor bliver ovale og asymmetriske i stedet for runde.
Når AI-algoritmen har bestemt orienteringen af løget, flytter og positionerer robotter løgene til den videre behandling. AI-algoritmen vil skabe en digital tvilling af løgene, og herfra bruges viden om størrelsen sammen med den præcise orientering af løget, til at optimere den efterfølgende automatiske top- og bund afskæring og skrælning. Dette sikrer minimalt spild med præcise snit.